Sådan kan du lære at løbe 5 kilometer
DHL Stafetten er først og fremmest Danmarks hyggeligste firmafest! Men det er også et arrangement, hvor udgangspunktet er motion; hvad end du foretrækker at gå eller løbe de 5 km kilometer, som ruterne er.
At skulle løbe 5 km kan virke helt uoverskueligt og urealistisk for mange, særligt for dem, der ikke har løbet før eller hvor løbeskoene har samlet støv lidt for længe. Vi vil gerne hjælpe dig på vej og deler derfor her nogle tips og tricks til at komme igang med at løbe, så du både kan få en mere aktiv hverdag og blive klar til at løbe 5 km til DHL Stafetten i sensommeren.
5 tips til at komme igang med at løbe 5 km:
🚶🏾♀️Start stille og roligt op. Uanset om du før har løbet 5 km og mere eller aldrig har løbet, så er det altid bedst at starte stille og roligt op. På den måde undgår du overbelastningsskader og du vil opleve små fremskridt hele tiden, som vil være med til at motivere dig. Du kan fx starte med at løbe 1 km og langsomt skrue op med ½ km for hver gang – så længe din krop tillader det. Hvis du får ondt, så stop op og lad være med at øge længden af din løbetur indtil din krop kan følge med! Husk også, at de færreste kan løbe uden at holde pauser, hvis ikke de er i træning. Så i starten skal du tage dig de pauser, du har brug for; du vil opleve, at der bliver længere imellem pauserne og at du pludselig kan løbe fx 1 km uden at stoppe op (og så kan du jo øge længden til 1½ km).
🏋🏻♂️ Supplér dit løb med styrketræning. Løb belaster kroppen, og selvom du starter stille og roligt op, kan du opleve at få ondt. Uanset om du får ondt eller ej, så er det en god idé at supplere dit løb med noget styrketræning, da det kan være forebyggende ift. skader. Og her taler vi altså ikke om, at du absolut skal slæbe dig ned i fitnesscentret 4 gange i ugen; du kan sagtens styrketræne med din egen kropsvægt og uden redskaber. Brug fx 5-10 minutter på at lave squats, lunges, armbøjninger, mavebøjninger, rygbøjninger og planken. Hvis du bare starter med at lave 2 af hver øvelse, så kan du langsomt begynde at lave flere over tid. Hvis du ikke kender til de nævnte øvelser, så findes der mange gode videoer på nettet.
👊🏼 Gør det på en måde, som passer dig. Vi er alle forskellige og derfor er der ikke nogen perfekt opskrift på, hvordan man kommer godt igang med at løbe og holder det ved lige. Det du dog kan overveje er, hvad du sætter pris på: Nogen vil helst løbe sammen med andre, mens andre helst vil løbe alene; nogen hører højt musik, mens andre foretrækker at lytte til omgivelserne eller en lydbog; nogen kan bedst lige at løbe om morgenen, andre foretrækker at løbe om eftermiddagen eller aftenen, og listen bliver ved… Find ud af, hvad der passer dig bedst; så er det også nemmere at blive ved!
😴 Kom afsted selvom du ikke orker. Der er gode dage og så er der mindre gode dage… Og selv hvis du har haft en virkelig god dag, så kan overskuddet til en løbetur være ikke-eksisterende. Men det behøver ikke stoppe dig! Løb en kort eller langsom tur (eller måske en kort og langsom tur?), for som man siger: Du fortryder aldrig en løbetur, kun at du ikke kom afsted. Og sørg så for, at du gør det på en måde, som passer dig – så bliver det også nemmere at komme afsted.
📈 Sæt dig et mål. Når du er kommet igang med at løbe, så er det en god idé at sætte nogle mål; for målsætninger er med til at holde motivationen høj! Og husk også at sætte delmål, så det endelige mål ikke virker uoverskueligt eller urealistisk i starten. Delmål kunne fx være at løbe 1 km uden pauser, at løbe 3 km med kun to pauser eller at kunne løbe 1 km mere for hver uge der går. Et slutmål kunne selvfølgelig være at løbe 5 km uden pauser til DHL Stafetten!
Følg med på Instagram og Facebook, og få flere tips og tricks.
Vi glæder os til at se dig til Danmarks hyggeligste firmafest!