DHL Stafetten – hvad går pengene til?

Hvad gaar pengene til

Hvert år enten løber eller går mere end 210.000 mennesker til DHL Stafetten.

De penge, der generes fra DHL Stafetterne, går blandt andet til de mange frivillige foreninger, der hjælper til under arrangementerne, samt til udvikling og optimering af forholdene for både eliteatleter og motionister i selvsamme foreninger.

DHL Stafetten betyder rigtig meget for klubberne.

“DHL Stafetten betyder alt for os. Hvis ikke vi havde stået bag DHL-stafetten, havde vi heller ikke haft vores indendørsanlæg på Østerbro Stadion. Vi har fået muligheden for at skabe nogle faciliteter og forbedre forholdene for dansk atletik. Vores faciliteter er både til for at den brede befolkning kan dyrke motion, men det handler i lige så høj grad om at give eliten de rette faciliteter, så de kan nå det helt høje niveau og for eksempel vinde OL-medaljer,” siger Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb.

Det er utrolig vigtigt for os i DHL, at vi i forbindelse med DHL Stafetten samarbejder med Nonprofit organisationer, hvor overskuddet går til at udbygge idrætsfaciliteter og events. Det skal komme  idrætsklubberne til gavn, således at overskuddet støtter det gode formål, og at pengene ikke anvendes til kommercielle formål.

En stor del af overskuddet fra DHL Stafetten går desuden også til at arrangere nye idrætsarrangementer i samme klasse. Der skal kapital til for både at kunne investere i nye aktiviteter og idégenerere. Det er ikke gratis! Vi vil gerne være med til at udbrede motion blandt danskerne.